også jeg vil glo ind i stormen
og finde ord der kan matche
en rose af sten
hele industrier begravet
i et haglvejr af gode malerier
min visdom er kun
et stenkast herfra
Der findes ikke nogen beskrivelse

Er jeg at finde til din begravelse?

Vandet er stadig rent

Verden forsvundet i et flimmer af fodspor

u/t

inget vet vad som passerar
i de tunga rum bakom kväll
inget av sten eller kött och inget
som är fästet i tid
der finns blot den väg i gräset
som må trädas fram
innan dagen på nytt kan lämnas
till sin egen revolution

u/t

magen din sprickar aftonrödt
huvudet tilbaka i den tysta maskinen
stjärnarna vältar sig
i tomhetens rotlösa bottenklang
alla jordens smältanda insekter skrikar mot dem
medan kroppen din brytas
till jord och till salt

u/t

solbrændt orm i
sprængt glas jomfruer
kvalt i ler her
støder egnen til sin
egen årstid som et
favntag ind
i en kæntrende horisont

u/t

i marken slår tåreløst
bronzetunger fremtiden itu
i solen basker stadig deres
hænder flakser stadig
dødsrigets brune fugl

i mine øjne sover tungt
et nedslidt årti

Elementer. u/t

"tallerkener med vandfaldsmotiv, (...) skjorter med vandfaldsmotiv, (...) askebægre med vandfaldsmotiv, (...) medaljoner med vandfaldsmotiv, (...), postkort med vandfaldsmotiv, diapositiver med vandfaldsmotiv, vandfald som miniklosetter, puder med vandfaldsmotiv, vægmåtter med vandfaldsmotiv, knapper med vandfaldsmotiv, (...) sengelamper med vandfaldsmotiv, (...) små nøgne fajancedamer, hvis bryster kan tages af og bruges til salt og peber, (...) slips med vandfaldsmotiv, (...) hårbørster med vandfaldsmotiv"

Revolutionen filtreres gennem vejrformationerne og rejser over Atltanten, søger nedad og føjer sig til kontinentalsoklen, en acceleration af ilt i vandet, fisk der sveder salt... Chautebriand, en elskov der lever videre i meteorologien. Et serafisk bandeord, klangfuldt under europæiske bjergformationer.

Manfred Hönig: "The Witness" (2007), acryl på træ

SOLSTREJF

På denne måde falder
tusind spurve
gennem en kornsilo
gennemhullet af krigen fra
det sidste århundrede. Deres
øjne er eksploderet og
danner krystalhylstre af mørkt kød deres
kroppe er fyldt
med sand.

På bunden vokser lyng
og harpuner.

Tusindmonogram

En urkraft har skjult sig i kloaknettet
i dets mest grundigt forsømte arterier
hvor fraktalrester fra storgrinende oceaner
filtreret i kilometervis af civilisation
impregnerer vandplanterne
med en smag af gris og asfalt

Vandskorpen skvulper i døv forlængelse
af trafikale forsvindingspunkters
kegleformede raseri

Drømme om undersøiske maskinparker
siver op gennem det solplettede krematoriums
stålsprængte underbug.
Støjen forplanter sig
(som et nedtrampet minde om barndom)
verden dukker frem
som en blind passager
på det tiltagende mørkes knitrende tandhjul

I mit ansigt aftegnet
paragraffer
for forældede civilisationer

u/t

Oluf svedte. Han havde siddet det meste af Eftermiddagen i den grønne Havestol under Æbletræet og stirret på de Insekter, der svirrede overalt i den store Have. De bevægede sig ganske langsomt og i et dejlig døsigt Tempo over Sværen, men langs Blomsterbedene og mellem de bugnende Bærbuske - smældende frem og tilbage, vægelsindede næsten og med en koket hurtighed ud og ind mellem Jasmin og Stikkelsbær, som i en art Rus over Formerne og Duftene der omgav dem. Det var aldeles en blændende Eftermiddag for disse insekter, men Oluf lod sig irritere af Varmen og det stærke Lys, der ikke lod ham sidde i Haven uden smertende øjne og en knugende Fornemmelse i Mellemgulvet, fordi han havde drukket for meget af Isvandet på een gang. Netop da han tænkte dette drev en Sky for Solen - Oluf kiggede op - det var ikke bare en Sky, det var en hel Bræmme, en Titan af et Uvejr, så det ud til - han var en smule Svimmel - var ikke Luften blevet tyk og sværtet i sin Tone, tungere og sværere at indånde? Han blev siddende for at vente på Regnen, og da den faldt - sank han mere og mere sammen i Stolen, ude af stand til mere at tale med sig Selv - i samme Tempo som Insekterne gemte sig og forsvandt - i samme Tempo som når Regnen siver ind under Bladene til Buskens Rod, hvor der er mere køligt - mere mørkt.
Nogen har slået tænderne ud på virkeligheden
således
at de forskellige handlinger ikke længere kan håndteres
en af gangen
eller lidt af gangen

du er hermed fritaget for ansvar
virkeligheden er fritaget for ansvar!
den mindreårige der kravler rundt i min baggård - fritaget for ansvar!
pul dig selv
alle andre går op i deres kønsorganer
vi kigger film i stjernerne mens
fabrikkerne under os dundrer gennem
endnu en pulverisering
af en endnu ukendt ubrugelighed
vi sletter alle spor af vold
med stilhed
der langsomt falmer.
verdensbyen kaldes til aftenbøn
sneen daler askegrå
og hvert åndedrag
lyder som glasskår
gnedet over groft papir;
ethvert skrig
henvendt til mennesker
dør i labyrinten
af sten og glas
en provinsknægt
(det er cigaretterne han taler til)
flossede kanaler af blodguld og feber strømmer langsomt
det er elektriciteten der taler i tunger

der bor drømme og dæmoner i asfalten
gader og broer indånder smog
udsat for præcise voldtægter i neon og stål
en falsk gud er løbet løbsk
og pisker verden med svovl og klor
Efter nogle år med rigtig barndom
fandt Vi et hus
af hvide mursten
som man skar sig på
og med plads
til forskelligartede stilheder.
I dét hus
blev en blomme engang
tyret ind i et køkkenskab
fordi ingen havde taget teenageren
og taget teenageren ud af den.
(Blommen var moden og uheldig
køkkenet står der endnu).
Det var den slags ting der faldt sammen
med naboer og stisystemer og på et tidspunkt
mig der kneppede
i mit lille værelse
med piger der var lidt større
mens ejerparret sov
eller kneppede.
Så købte Vi haveting
køkkenting til skufferne og
bordting og andre ting
indtil ejeren kneppede udenom
på den anden side af hækken
og det var nok og
jeg drømmer ikke længere
om det hus.
”Det kan være”, sagde han til mig, ”det kan være, at svaret på vores længsel findes ude på landet.”
Altså tog vi næste dag en blå bus ud på landet, han og jeg.
”Hvornår starter landet?” spurgte jeg og tændte for min bærbare musikafspiller, mens chaufføren skruede op for Radio Viborg og anlagde en sur mine oppe i sit detektivspejl som sendte det ned langs rækkerne og specifikt ned mod mig. Han vendte sig om: ”Når du vil. Hvorfor spørger du om den slags ting?”
Jeg udvekslede et blik med ham i spejlet, og så kunne jeg godt se den var gal. ”Nu skal vi af!” sagde jeg og hoppede fra mit sæde ud i midtergangen, sparkede kækt frem for mig og slog ud med min arm som i en cabaret, så jeg ramte en ældre dame lige midt i sylten så hun gik ud som et lys. ”Så er det nuuuu!” hvislede jeg og vi sprang ud med rådne frugter flyvende om ørerne, de landede omkring os med en sumpet klirren mens vi løb, vi var på landet, og den gamle dame var alligevel humpet efter os sammen med sin stok og en grim lille hvid hund der boede i hendes indkøbsnet. Hun skreg op som en kæmpestor syg hejre og var magentafarvet i ansigtet og lavede dødsensfarlige streger i luften med sin stok. Vi var nødt til at gemme os bag en ko for derefter at lokke hende ud på marken, hvor vi til sidst fik overtalt en landmand til at køre hende over med sin mejetærsker. Det skuffende ved det hele var, at det var et kedeligt sted, hvor der ikke skete det mindste. Bondemænd går rundt derude dundrende alene og holder øje med deres åndssvage afgrøder og er enige om alting, så får de en idé og begynder at gestikulere og lave jappe-lyde i struben og grine fjoget indtil de stopper igen og begynder at grave huller med en savlende iver, der får dem til at ligne deres kvæg, der bare står og glor liderligt efter kornsiloerne i horisonten, mens deres fækalier bliver samlet i store tanke, sådan at lokale børn eller lokale tosser engang imellem har mulighed for at drukne i dem. Det er fanme det tætteste de kommer på poetisk retfærdighed! Lad være med at tage bussen!
Jeg ryger en til cigaret (jeg har lige røget en) og skriver et ord til og så et til indtil jeg kigger ud af vinduet, og så savner jeg dig. En gang til. Jeg savner dig. Hele verden er det sidste jeg vil tale om. Du er det sidste i hele verden jeg vil vikle mig ind, for det føles som om det ville føles som en evighed hvis jeg gjorde det. Kan man det? Alle er kødædere og alle vil se asfalten svede i fabrikkernes gigantisk sejlende elektricitet. Hvad er byen andet end en begejstret kræftsvulst der er bange for sin egen fremtid? Jeg kan se hvorfor man aldrig snakker sammen. Politik er en gradbøjning af den kollektive dødsdrift. Vi sender alle kvinderne i køkkenet og så kan de gå rundt derhjemme og så laver vi verdenshistoriens mest effektive graviditets-turnus. Seks uger uden menstruation. Hvem ved hvad de tænker på? Jeg drikker mig blind i rødvin selvom der er blevet sagt så mange ting af folk der er døde eller dør lige så let som mig. Jeg elsker dem! Himlen trækker sig sammen som en gigantisk flødefarvet vagina mens vi drukner i stemmer her i huset. Hils din gud og sig at han er et pikhoved. Søg læge. Spark din skraldemand over skinnebenet. Slås med de riges blomsterbede. Skær armen af dig selv og gå til forældremøde. Det forklarer alt! Hejs dig selv op i dine kønsorganer og slet alle dine dokumenter og kom til fest og diskutér mad og skrifttyper, gift dig med dig selv og bliv selvmordsbomber
mens du tænker på
svin der korpulerer
i mørket.
Dagslysets umådelige følelser og
forsvindingspunkter i
sjælens gentagne oprindelser:
en myte
bygget
i elektrisk lys
Så laver vi ingenting igen.
En gang til.
Måske har vi spillet musik
på gamle knogler fra hvaler
der er skyllet op på land;
danset i knoglestøv
fra andre hvaler;
måske var det sidste gang
verden endnu var ung?
It grows into ition alloy
alloys it self
this troy self heap
per ception it rolls
rolls models mountains
under linen cloud sparkling
sparkling glow ire fused
folds in mountains
under cloud sparkling
foam rolls shore like inkling
so to yonder roll signs
blitz off yonder to
mountains
folds in alloy dew vine
mountain folds
under cloud sparkling
dew sea that rolls in
with err in light
Du må tage uendeligheden med dig
når du dør;
jeg kan ikke beskrive
hvor bange jeg er
for tiden
uden fuldbyrdelse

uden dig.
Alt der siges, specielt på skrift, fordi skriften har lige så god tid at eksistere som læseren har til at tænke, er uafvendeligt et peg på noget andet. I det uendelige vil det der siges aktivere modtagerens sind i et utal af mulige retninger, der ikke kan foregribes, og som afhænger af det vi kalder for stemninger, humør og så videre. Dette princip om vores magtesløshed overfor associationens mekanik kan erkendes, men aldrig kendes. Og dog må man forsøge at kontrollere sin tale, sin skrift, og på den måde overbevise sig selv om, at man har en vis magt over sin modtager. Det er i denne udstrækning af tekstens væsen, at dét opstår, som vi altid søger, fordi vi mangler det, det er den eneste sikre del af verden, det er din sjæl, når du prøver at finde den.
Markerne omkring vores hus var således anrettet (af det ubenævneliges ældgamle hænder), at en dreng i sin sjette sommer kunne skue ud over dem fra forældrenes soveværelsesvindue; og skue så længe, at han begyndte ubevidst at vente på evighedens indtræden. Denne langsomme udstrækning af sindet mod landskabets døsen kom pludselig til live, når han fik en ubeskrivelig trang til at bevæge sig ned i dette billede, bevæge sig i det mandshøje græs og modtage solens stråler sammen med det. Denne trang satte ind som var det individets eneste mulighed for en urfornemmelse, og når drengen kom derned, kunne han mærke stenene langs åen sitre ærværdigt i den blide varme, som naturens kirkegængere der hver dag modtager solens prædiken og drikker uafvendeligt af vandets bugtende kile. Således slog tiden sig selv ihjel og fiskede drengens hjerte ud af hans bryst, som med kroge af filt omvundet med blomsterranker. Således blev grusets sælsomme knasen under hjemturen så velkendt en ven, at han efter endt liv blot ville ønske, at den var alt, der ledsagede hans vej til himlen. Således taler årstiderne ufatteligt.
"Ved du, Tembu," sagde Mira pludselig efter en Pavse, "at hvis du, idet Du planter et Kaffetræ, bøjer Pæleroden, saa vil Træet efter en kort Stund begynde at udsende en Mængde smaa, fine Rødder nær overfladen. Det Træ vil aldrig komme til at trives eller bære Frugt, men det blomstrer stærkere end de andre.
Disse små Rødder er Træets Drømme. Naar det udsender dem, behøver det ikke mere at tænke paa sin bøjede Pælerod, det holder sig ilive ved Hjælp af dem - en kort Tid, ikke længe. Eller man kan også sige, at det dør ved Hjælp af dem - for det at drømme, det er i Virkeligheden velopdragne Menneskers Form for Selvmord."

Fra Drømmerne af Karen Blixen

Eksempelvis gader og lys

Min flaske er fuld af drømme
og røgen
fuld af poesi
natten en pude for stilheden
byen et ensrettet åndedrag
der besynger en beruset skæbne
i én stor sort tone
hvortil alle skriger
med åbne øjne
Jeg er vanvittigt ude af mig selv af kærlighed
jeg har været ved huset
jeg er vanvittigt ude af mig selv af kærlighed
jeg er gået for langt
jeg er vanvittig
ude af mig selv og helt væk
fra kærlighed og
mig selv som jeg skulle have været
længere væk
kommer jeg ikke

Tungsind digt

Favnende
elskende og
brydning i mønstre
med havet som lyd

sortnende havskum
starter og
bryder mod sandet
hørbart
knitrende

befriende
ufravendt og
hud på hud
du kysser
diskant
du kysser
Efter jeg for få dage siden fandt ud af, at jeg er et almindeligt eksemplar af menneske, har jeg stået med en kæp ved Vejle Bugt og tænkt på vandene, der deler sig. Min succes er begrænset; en mågeklat på min venstre skulder bevidner det eneste tegn, der hidtil er modtaget fra oven.
Dét med at tage ud til havet og se efter, om der findes regnbuefarvet havskum, det kan jeg spare dig: der findes ikke regnbuefarvet havskum. Det eneste der findes er én stor glitrende vaskekumme, der fråder i øst og vest og prutter mad op til måger og andet skidt. Men det har måske noget at gøre med, at jeg ikke cyklede.
All my stories were true because I believed in what I saw.
-Jack Kerouac
Der var engang en by, hvor alting var lavet af avispapir. Gaderne, træerne og blomsterne var af avispapir. Alt var af avispapir. Man klædte sig i avispapir, spiste avispapir og sov i senge af avispapir. Men en nat blev det regnvejr. Hele byen faldt sammen, og tryksværten flød ud. Man ville lære af fejlen og genopbyggede byen kun med ord og udelod papiret, som det havde stået på. Derefter var man nødt til at tale uafbrudt. Alle mumlede, snakkede eller råbte uden ophør; det var et vældigt brus af stemmer, som holdt byen fast i verden.
-Peter Adoplhsen, Små historier
Dagens agenda:
varm og grøn te
jazz fra en radio
og gamle tanker
på nyt papir.
Jeg springer øjnene op på en mareridtsfugl og tvinger den bagover, puster tjære-mønstre med metallæber og gør positur til døde gobeliner. En metaforfose af klovmennesker kigger på med blanke øjne og brækker mos og mudder ud i mørkningen, skoven henligger i kvælende atonal dødsharmoni, fuglen kaster med nakken, dens sved er rådden. Træerne vibrerer af mennesketom romantik mens fuglen langsomt, langsomt, langsomt mærker luften knuge sig sammen om stilheden der emmer fra den rasende, kvælende, magtesløse masse, mens miderne i dens pels falder og er døde længe inden de opløses
i jordens savlende læderfedme.
Pigens syngende former slår smut
over min endnu ikke blankpolerede hverdag.
Det gør mig til en næsten
færdigudviklet
patos-maskine.
Han kom for sent
med blomster
hun åbnede sin.
Vinter er den nederste etage.

Træerne bruser ikke
og blomsterne i haven
blomstrer ikke. Men far
han trækker mig ned i lunden
hvor dagen samler sig
i en glitrende
horisont
af træer
der bader i frost.
November spoler langsomt frem
og jeg skal tilbage
til barndommens gade
og bore huller i facaderne
med komprimeret luft fra Silvan
lige tidligt nok
om morgenen.
Mit hus var hvidkalket.
Døren var blå og dobbelt og skallede en smule i kanterne, og når sneen i januar udviskede havens gevækster var jeg virkelig en dreng, og jeg kunne rumme al den stilhed denne langstrakt hvide verden kunne give mig. Pejsen sang med i halv tenor og køkkenet var en horisont bag mig, som jeg ikke behøvede kigge på for at vide, at min mor hun bagte, og at jeg elskede hende for det. Hvis du forstår mig har du levet, og jeg behøver ikke længere kravle op i træet for at forstå, hvad det vil sige at lave cirkler i luften i et legehus, fem meter over jorden, med lugten af vinter som en evigt krystalliserende ekstra verden hængende i mine sansers bibliotek.
And death shall have no dominion
Dead men naked they shall be one
With the man in the wind and the west moon
When their bones are picked clean and the clean bones gone
They shall have stars at elbow and foot
Though they go mad they shall be sane
Though they sink through the sea they shall rise again
Though lovers be lost love shall not
And death shall have no dominion

And death shall have no dominion
Under the windings of the sea
They lying long shall not die windily
Twisting on rags when sinews give way
Strapped to a wheel yet they shall not break
Faith in their hands shall snap in two
And the unicorn evils run them through
Split all ends up they shan't crack
And death shall have no dominion

And death shall have no dominion
No more may gulls cry at their ears
Or waves break loud on the seashores
where blew a flower may a flower no more
Lift its heads to the blows of the rain
Though they be mad and dead as nails
Heads of the characters hammer through daisies
Break in the sun till the sun breaks down
And death shall have no dominion
-Dylan Thomas (1936)