u/t

Oluf svedte. Han havde siddet det meste af Eftermiddagen i den grønne Havestol under Æbletræet og stirret på de Insekter, der svirrede overalt i den store Have. De bevægede sig ganske langsomt og i et dejlig døsigt Tempo over Sværen, men langs Blomsterbedene og mellem de bugnende Bærbuske - smældende frem og tilbage, vægelsindede næsten og med en koket hurtighed ud og ind mellem Jasmin og Stikkelsbær, som i en art Rus over Formerne og Duftene der omgav dem. Det var aldeles en blændende Eftermiddag for disse insekter, men Oluf lod sig irritere af Varmen og det stærke Lys, der ikke lod ham sidde i Haven uden smertende øjne og en knugende Fornemmelse i Mellemgulvet, fordi han havde drukket for meget af Isvandet på een gang. Netop da han tænkte dette drev en Sky for Solen - Oluf kiggede op - det var ikke bare en Sky, det var en hel Bræmme, en Titan af et Uvejr, så det ud til - han var en smule Svimmel - var ikke Luften blevet tyk og sværtet i sin Tone, tungere og sværere at indånde? Han blev siddende for at vente på Regnen, og da den faldt - sank han mere og mere sammen i Stolen, ude af stand til mere at tale med sig Selv - i samme Tempo som Insekterne gemte sig og forsvandt - i samme Tempo som når Regnen siver ind under Bladene til Buskens Rod, hvor der er mere køligt - mere mørkt.