_______________________________________________

Jeg springer øjnene op på en mareridtsfugl og tvinger den bagover, puster tjære-mønstre med metallæber og gør positur til døde gobeliner. En metaforfose af klovmennesker kigger på med blanke øjne og brækker mos og mudder ud i mørkningen, skoven henligger i kvælende atonal dødsharmoni, fuglen kaster med nakken, dens sved er rådden. Træerne vibrerer af mennesketom romantik mens fuglen langsomt, langsomt, langsomt mærker luften knuge sig sammen om stilheden der emmer fra den rasende, kvælende, magtesløse masse, mens miderne i dens pels falder og er døde længe inden de opløses
i jordens savlende læderfedme.